Søg

Søg efter medarbejder:

Centrovice.dk  →  Erhverv  →  Nyheder  →  SKAT sætter fokus på øget kontrol – bl.a. på momsområdet

SKAT sætter fokus på øget kontrol – bl.a. på momsområdet

Regeringen vurderer, at der er behov for at styrke skattekontrollen markant, så det bliver sværere at snyde – især på momsområdet og blandt små og mellemstore virksomheder. Derfor foreslår regeringen at øge ressourcerne til skattevæsenets kontrolarbejde med 400 mio. kr. frem mod 2021 som led i finanslovsforslaget for 2018, som præsenteres i næste uge.

Derfor vil artiklen her stille skarpt på faktureringskravene i forhold til momsloven, idet der i den senere tid har været rejst flere sager ved domstolene, hvor der på grund af manglende overholdelse af faktureringskravene er nægtet fradrag for momsen på en del af virksomhedens udgifter.

Købsfaktura skal indeholde de krævede oplysninger

Som udgangspunkt skal de fakturaer, som en virksomhed modtager, indeholde alle de oplysninger, som er påkrævet efter momsreglerne. SKAT administrerer ud fra momsreglerne, så i deres kontrolarbejde håndhæver de reglerne efter deres ordlyd. Det indebærer, at virksomheden kun kan få fradrag for købsmomsen, hvis en faktura opfylder disse krav.

Både konsekvenser for køber og sælger

Umiddelbart skulle man tro, at det var ret ligetil at opfylde kravene til en faktura. Ikke desto mindre støder vi af og til på tilfælde, hvor SKAT ikke mener, at kravene er opfyldt. I første omgang fører det til, at en køber mister en del af fradraget for købsmoms, men også for sælgeren kan det få betydning for momsopgørelsen

Oplysninger, som skal fremgå

I momsbekendtgørelsen er der oplistet en række oplysninger, som skal fremgå af en faktura, for at den opfylder betingelserne:
1. Sælgers (CVR-nr.)
2. Sælgers navn og adresse
3. Købers navn og adresse
4. Fakturadato
5. Fakturanummer – skal være fortløbende
6. Mængden og arten af de leverede varer og/eller ydelser
7. Leveringsdato (hvis denne er forskellig fra fakturadatoen)
8. Momsgrundlaget, det vil sige pris pr. enhed uden moms, evt. prisnedslag og rabatter mv., hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed
9. Den gældende momssats (25 %)
10. Det momsbeløb, der skal betales.

Hyppigste fejl

De hyppigst forekommende fejl på fakturaer er manglende oplysninger om købers navn og adresse samt oplysninger om mængden og arten af de varer eller ydelser, der er leveret til køberen.

SKAT håndhæver, som tidligere nævnt, momsreglerne ud fra deres ordlyd. For at undgå diskussioner med SKAT om hvorvidt en køber har ret til momsfradrag eller ej, kan det ikke understreges nok, at udstedelse af en faktura skal ske meget omhyggeligt for at overholde betingelserne i momsbekendtgørelsen.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve