Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Forening  →  Politisk Nyt fra formanden  →  Formandens nytårshilsen

Formandens nytårshilsen

En status på 2016

Så kom tiden, hvor julefreden gerne skal sænke sig over os og bedrifterne. Et turbulent år går mod enden, og et nyt, spændende 2017 toner frem lige om hjørnet.

2016 har været fyldt med oplevelser og begivenheder i landbruget, med mange forskellige indgangsvinkler. Der har været pres på indtjeningen i en uhørt grad, specielt på de store animalske grene – mælk og svinekød – har ladet noget tilbage at ønske. Vi har været helt nede i hullet, hvor mange har måtte gentænke deres bedrifter og tilværelse.

Senest har vi heldigvis set et nyt prisniveau på mælk og svinekød, som giver afsæt til et mere optimistisk 2017.

2016 blev også brydningsåret, hvor vi endelig fik nogle politiske sejre, der giver bedre rammevilkår for vores landbrug.

Der blev gjort op med den generelle undergødskning. Med Fødevare- og landbrugspakken kom der et paradigmeskift til målrettet regulering, afvikling af de obligatoriske randzoner, fulde gødningsnormer, flere målestationer og en international evaluering af den danske vandmiljøindsats.

Vi kom af med PSO-afgiften der, fuldt udfaset i 2021, vil bidrage med 750 mill årligt til erhvervet. Ny husdyrlov, hvor slagtesvin kommer på 1,7 DE/ha og stalde og jord bliver delt, er et stort skridt mod en hurtigere og mere smart regulering.

Der blev lavet tiltag i FVST for hurtigere ekspedition af eksportcertifikater, åbnet til nye markeder i Sydamerika, i starten af året privat oplagring af fedt og spæk, blot for at nævne nogle af de tiltag, der sker for at hjælpe landbruget.

Det kommer ikke af sig selv, men gennem en vedholdende politisk indsats. Sejre har mange herrer, nederlag har ingen. I arbejdet med politiske interessevaretagelse kan man ofte komme i den situation, hvor man ikke kan synliggøre sine succeser, ganske simpelt fordi det tilkommer beslutningstagerne at gøre dette. Det skal dog ikke afholde os fra at være stolte af det stykke arbejde, vores organisation leverer på den politiske scene.

Tak for i år

Centrovice, som rådgivningsvirksomhed, har været igennem et omskifteligt år med store udfordringer i hverdagen. Medlemmer der skal hjælpes igennem store beslutninger og sagsbehandlinger med deres samarbejdspartnere, over til medlemmer der skal arbejde i udvikling af deres muligheder. Det har ganske givet ikke kun været opløftende samtaler, der er blevet ført mellem vores medarbejdere og medlemmerne. Herfra stor tak og ros til medarbejderne for at håndtere opgaverne igennem en vanskelig tid. Også ros til direktionen og ledergruppen for at holde en sund kurs igennem til tider urolige vande.

Bestyrelsen har også oplevet uventede forandringer her sidst på året. Niels Rasmussens behov for orlov, til at få bugt med sin sygdom, har givet øget og andet arbejdspres for resten af bestyrelsen. Jeg vil gerne takke bestyrelsen for, at man hver i sær løfter flere opgaver til gavn for fællesskabet samt ønske Niels held og lykke med sin behandling og velkommen tilbage i 2017.

Det kræver ressourcer at stå op for vores erhverv, både lokalt og på landsplan. Det er for os vigtigt, at vi alle bidrager til det økonomiske fundament til arbejdet. Tak til alle I medlemmer, der bakker op om foreningen og et “kom frisk indenfor i fællesskabet” til dig, der endnu ikke er med.

Problemer og opgaver forsvinder ikke ved, at man vender det blinde øje til. Det kræver hårde og vedholdende arbejdsindsatser. Det arbejde højnes, hvis vi har en stærk opbakning, så kom frisk frem og støt op om det politiske arbejde for fynsk og dansk landbrug.

Slutteligt vil jeg ønske alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår, det bliver endnu et skelsættende og meget spændende år, vi går i møde.

torben-povlsen_underskrift-001

Torben L. Povlsen

Konstitueret formand

  • Nyhedsbreve

    Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt.

    Enkelt at tilmelde og afmelde.

    Læs mere her

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve