Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Nyheder  →  Politisk Nyt - uge 41 - 2017

Politisk Nyt – uge 41 – 2017

Aftale om dyrskuepladsen kom i hus

Så kom vi endelig på plads med aftalerne omkring dyrskuet og dyrskuepladsen. Formand for Fynsk Landbrugs Eventforening og næstformand i Centrovice, Torben Povlsen, forhandlede længe med kommunen omkring en løsning. Det var blandt andet Torbens indgående kendskab til foreningerne i området, som var med til at skabe den løsning, der skaffede OB de ønskede kunststofbaner samt muliggjorde, at Eventforeningen kunne blive på dyrskuepladsen med det fynske dyrskue.

For os, der har arbejdet med dyrskuet i mange år, har det ved denne lejlighed været en stor glæde at konstatere, at vi med dyrskuet har en aktivitet, der har givet så mange folk i Odense så mange gode oplevelser, at det, uanset politisk tilhørsforhold i byrådet, vil være vanskeligt, at skulle være de politikere, der lukkede det fynske dyrskue.

Tak til Torben og Gitte Nyberg Bech fra Eventforeningen, samt alle øvrige involverede i forløbet. Nu har vi ro omkring det fynske dyrskue, og gode kræfter kan give sig til at udvikle på en aktivitet, der er en af de vigtigste PR aktiviteter, vi har, for fynsk landbrug.

Fællesskabets styrker

Så var der i ugen nok en sejr til landbruget. En sejr der kom i hus efter intenst arbejde fra mange sider. Det drejer sig om artiklerne i Coops medlemsblad Samvirke, der med sin kampagne for økologi, eller måske mere præcist kampagne mod konventionelt fremstillede fødevarer i Coops butikker, måtte erkende, at de havde bevæget sig ud på et kommunikationsmæssigt overdrev, som skabte mere modvilje, end det skabte goodwill. Landbruget er trods alt en faktor, man lytter til, og brugsforeningsbevægelsen viser sig stadig at bestå af mange forretninger i landområderne og de mindre byer på landet, som i fællesskab formår at lægge et pres på organisationen, der gør, at man vælger at rette ind til højre.
Og ja, det betaler sig at skrive læserbreve. Det betaler sig at mobilisere de lokale brugsformænd, som med deres indlæg i debatten, ikke kommer til at fremstå som de rene partsindlæg fra et konventionelt landbrug. De fremstår præcist, som det de skal, nemlig som en ansvarlig folkevalgt ledelse i de enkelte butikker, der formår at balancere konventionelle, lokale, og økologiske fødevarer i en sammenhæng. Noget en professionel PR afdeling i Coop tilsyneladende ikke altid formår. Tak til alle der bidrog til det fine resultat.

Kommunalvalget 2017

Kommunalvalget nærmer sig, og Centrovice har tænkt sig at placere det fynske landbrugserhverv offensivt i debatten frem mod kommunalvalget.

Det er relativt nyt, at vi vælger den form. Oftest har det, op til kommunalvalg, drejet sig om at holde landbruget under den politiske radar, da der ellers var fare for, at erhvervet dukkede op på den politiske kampplads i en ophedet debat om natur og miljø i relation til vores produktion. Landbruget på den kommunalpolitiske dagsorden vil være overskriften på vores indtog i den kommunalpolitiske debat, med en undertekst der siger, at landbruget ikke er problemet men en del af løsningen på mange kommunale udfordringer.

Vi planlægger at afholde to valgmøder på Fyn. Et hos mælkeproducent Henrik Terkelsen i Gudbjerg i det sydfynske og på Ditlevsdal Bison Farm i den nordlige del af Fyn. Møderne afholdes henholdsvis den 1/11 og den 6/11 og vil blive annonceret i LandbrugFyn. Jeg håber meget, at I medlemmer har lyst til deltage i møderne og afkræve byrådskandidaterne svar på mange af de spørgsmål, der skaber politisk usikkerhed omkring vores erhverv.

Venlig hilsen
nr, niels rasmussen, underskrift

Niels Rasmussen,
Formand

  • Nyhedsbreve

    Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt.

    Enkelt at tilmelde og afmelde.

    Læs mere her

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve