Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Nyheder  →  Politisk Nyt - uge 40 - 2017

Politisk Nyt – uge 40 – 2017

Folketingets åbningsdag

Så åbnede Folketinget igen. Den 1. tirsdag i oktober er demokratiets festdag. Det politiske spil, om vi landmænds vilkår for at drive vores landbrug, starter igen. Egentligt er det vel ikke bare landbruget, der er udsat for høj grad af politisk detailregulering. Det er nok generelt en politisk uvane, at regelstyring foretrækkes, frem for at give ansvar til os der arbejder med tingene. Fagligheden kommer til at fylde for lidt i forhold til vigtigheden af at strikke politiske kompromisser sammen.

Landbruget blev i årets åbningstale ikke nævnt med et eneste ord, og om det er et udtryk for, at vi er kommet under den politiske radar, ja, det skal vi nok ikke regne med.

Til gengæld fyldte debatten om flygtninge og integration meget. Ikke fordi det er det store problem, men nok mere fordi der er stor politisk opmærksomhed omkring emnet.

De helt store politiske opgaver der består i at flytte grænsen mellem den private og den offentlige sektor i Danmark til fordel for en større privat sektor. Hvordan forbedre man danske virksomheders konkurrenceevne generelt, ja, det syntes jeg tilsvarende ikke der siges meget om.

Jeg hørte Lars Løkke Rasmussen sige noget omkring fokus på de store linjer i dansk politik. Lad os håbe, han og regeringen kommer igennem med den dagsorden i den nye folketingssamling.

Forsiden af Samvirke vækker vrede

Medlemsbladet Samvirke, som Coop udgiver, havde i sidst nummer valgt at bringe en forside, hvor en familie sidder og spiser iført beskyttelsesdragter og gasmasker. Overskriften er, at pesticider det fik vi også i går. Nu er det ikke første gang, at medlemsbladet Samvirke med provokerende forsider har sparket gang i en relevant debat, så hvis det bare var det, var det vel til at leve med. At man med en provokerende forside gør en stor del af den danske befolkning så gale i hovedet, at de ikke når ind til side 10, og læser en for øvrigt udmærket artikel, ja, det må ganske enkelt være en fejl.

Vi har, gennem de kontakter vi har til brugsforeningsbestyrelser, fået oplyst fra de ansvarlige, at det nok var en forside, der ikke i forhold til Coops officielle politik ramte indenfor skiven.

Økologi på bekostning af konventionelle fødevarer

Med den viden syntes jeg, det er langt mere alarmerende, at man mandag kunne se helsides annoncer i regionale aviser, der reklamerer for økologiske produkter i Coop butikker under overskriften: ”I dag kan du blive fri for sprøjtegift”. Så var det ikke bare en provokerende forside på medlemsbladet, nej, det kan kun tolkes som en bevidst strategi fra Coops side. Man ønsker at miskreditere danske, konventionelle fødevarer til fordel for økologiske varer. Under den overskrift sætter man så en lang række økologiske produkter på tilbud, sandsynligvis til en pris der langt fra dækker fremstillingsprisen, men udelukkende med det formål, at styrke sit brand som en miljøbevidst detailhandelskæde, og man vælger så at gøre det på bekostning af de konventionelle fødevarer, der sandsynligvis dækker 90 % af omsætningen.

Der ud over er det nok også tilfældet, at det er de konventionelle produkter der finansierer, at de økologiske produkter kommer på tilbud.

Det er både til skade for de små brugser på landet, hvor omsætningen af økologiske produkter ikke er så stor som i de store byer. Det er til skade for de økologiske produkter på sigt, da det vænner forbrugerne til priser, på det jeg vil kalde højprisvarer, der ikke dækker den reelle pris.
Sidst men ikke mindst skaber Coops adfærd en fuldstændig unødig interessekonflikt mellem økologiske og konventionelle produkter. Jeg syntes det er fint, man anpriser økologiske varer for de kvalitetsparametre der forbinder sig til dem. At udlægge sagen som et valg, mellem økologiske produkter og pesticidbefængte konventionelle produktet, er simpelthen under lavmålet.

Det kunne gøres meget mere elegant, ganske enkelt ved at anprise mangfoldigheden i udbuddet af fødevarer, og at man giver forbrugerne det reelle valg mellem konventionelle, lokale eller økologiske produkter, og tilbyde valget på et oplyst grundlag.

Jeg ved godt, at reklameafdelingen er sat i verden for at øge omsætningen gennem aktiv markedsføring. At man gør det skrupelløst som i dette tilfælde, aftvinger ingen respekt.

God weekend.

nr, niels rasmussen, underskrift

Niels Rasmussen, formand

  • Nyhedsbreve

    Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt.

    Enkelt at tilmelde og afmelde.

    Læs mere her

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve