Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Nyheder  →  L&F: Nye fosforlofter bliver en stor udfordring for husdyrbrug

L&F: Nye fosforlofter bliver en stor udfordring for husdyrbrug

Om få dage forventes det, at Miljøstyrelsen offentliggør kortet med de områder i landet, som fra 1. august 2018 rammes af det skærpede fosforloft på 30 kg pr. hektar. Det sker i forbindelse med, at en ændring af husdyrgødningsbekendtgørelsen sendes i høring. Landbrug & Fødevarer er stærkt kritiske over for det faglige grundlag for udpegningen af områderne med skærpede lofter.

Den nye husdyrlov, som trådte i kraft 1. august 2017, indeholder som noget nyt et krav om fastsættelse af lofter for udbringning af fosfor i husdyrgødning, handelsgødning og restprodukter. Den nye fosforregulering indfases gradvist frem mod 2020.

Siden 1. august har de generelle fosforlofter været gældende. Nu kommer næste trin i indfasningen af fosforreguleringen, som er udpegningen af de områder i landet, som med virkning fra 1. august 2018 bliver pålagt et skærpet fosforloft på 30 kg fosfor pr. hektar.

Områderne kommer til at omfatte ca. 22 pct. af landbrugsarealet. For mange husdyrbesætninger i de berørte områder er reguleringen særdeles vidtgående. Ligger en mink- eller fjerkræbesætning i et område med skærpede lofter, skal der bruges over 40 pct. mere udbringningsareal, end hvis den samme besætning havde ligget uden for området med skærpet loft.

Landbrug & Fødevarer har i denne uge i LandbrugsAvisen sat fokus på udfordringen med de skærpede lofter.

Vi har gentagne gange på møder med ministeren og departementet klart beskrevet den kæmpeudfordring erhvervet står overfor.

Vi har påpeget det urimelige i, at landmændene – her knapt to måneder før indberetningen af mark- og gødskningsplaner begynder – endnu ikke ved, om deres udbringningsarealer ligger i områder med skærpede lofter.

Mange landmænd har lagt mark- og gødskningsplaner for planperioden 2018/2019. Det omfatter også indgåelse af aftaler om afsætning af gødning til andre landmænd, biogasanlæg etc. Nogle steder vil det være en næsten umulig opgave med så kort frist at tilpasse sig de nye krav. Det stiller de berørte landmænd i en helt urimelig situation.

Landbrug & Fødevarer er også stærkt kritiske over for det faglige niveau for udpegningen af områder med skærpede lofter. Vi frygter, at vi om få år igen står med arealer, som viser sig at være udpeget på et for ringe fagligt grundlag, og som derfor uden miljømæssig begrundelse er blevet pålagt en streng fosforregulering.

Det har vi meddelt ministeren ved flere lejligheder. Ministeren forstår den store udfordring, som husdyrproducenter står over for, og deler ønsket om et forbedret fagligt grundlag for reguleringen.

  • Nyhedsbreve

    Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt.

    Enkelt at tilmelde og afmelde.

    Læs mere her

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve